Hjem » Hunderacer

Raceportræt: Yorkshire terrier

Skrevet af den 11. marts 2012 – 09:28Ingen Kommentarer

Yorkshire terrieren kaldes også for YorkieLene Johansen, racerepræsentant for Yorkshire terrier og indehaver af Kennel Yorkieland’s, har været os behjælpelig med spørgsmålene om Yorkshire terrier, der også er kendt under navnet Yorkie.

Lene købte sin første Yorkshire terrier helt tilbage i 1978, og igennem de sidste godt og vel 34 år er det blevet til mange dejlige Yorkshire terrier. I dag består familien af en god håndfuld Yorkier i alderen fra 1 år og op til 9 år.

I 2003 tog Lene Johansen DKK’s opdrætteruddannelse, fik kennelmærket ”Yorkieland’s” og i 2005 kom det første kuld hvalpe til verden. Der er alene tale om hobbyopdræt og derfor er der kun lejlighedsvis hvalpe.

Siden 2007 har Lene Johansen siddet som først suppleant og siden 2009 som racerepræsentant i Klubben For Små Selskabshunde (KSS) – et hverv, hun stadig bestrider og som lige er hende, da hun brænder for Yorkshire terrieren og ønsker at oplyse og fortælle om den til så mange interesserede som muligt, så de også kan lære denne lille sjove, smukke, skønne og ikke mindst gavtyveagtige hunderace at kende.

Udstillinger og lidt skuer rundt omkring i landet bliver det også til, når tiden ellers tillader det. Lene har i øvrigt selv opdrættet og udstillet hunden på billedet, der igennem årene har opnået flg. titler; DKCH, DKV09, KLBCH – som en ekstra lille bemærkning kan nævnes, at titlen DKV09 – DANSK VINDER 2009 – blev vundet netop samme dag, som Lene Johansen fyldte 50 år, hvilket må siges at være en mindeværdig fødselsdagsgave, og noget der vil huskes i tiden fremover.

Hvad kendetegner en Yorkshire terrier?

Det svar, der først falder én ind, må vist være; ”Den lange smukke silkepels der er delt af en skilning på ryggen og hænger helt lige og glat ned på hver side af hunden – og så sidst men ikke mindst naturligvis den røde sløjfe, der fuldender det hele og holder håret væk fra øjnene” – sådan beskriver man nok bedst en Yorkshire terrier, og sådan kender alle den, når man skal fortælle, hvad det er for en race.

Men det er kun en ydre præsentation – af andre kendetegn kan følgende nævnes;

Yorkshire terrieren er en stor hund i en lille krop – tror den i hvert fald selv – og den går ikke af vejen for at forsvare sin familie og sit territorium. Den elsker at gø, og gør det gerne, når der kommer besøgende, men det er hurtigt overstået, for når først gæsterne er kommet indenfor og de hilser på hunden, ja så går der ikke mere end 5 minutter, så er roen genoprettet, og Yorkien viser stolt sin bold, bamse eller andet legetøj frem, eller lægger sig godt tilrette i skødet på den pågældende gæst. En Yorkie elsker at følge med i det hele og være centrum i familien, og at blive kælet og nusset for.

Yorkshire terrieren er godt nok en terrier – men trods det hører den under ”Klubben For Små Selskabshunde” og dét med rette – for den ELSKER SELSKAB – og den bryder sig helst ikke om at være alene hjemme i alt for mange timer i løbet af dagen. Yorkien vil langt hellere med på tur, gerne i en lille taske – og vænner man den til det fra helt lille hvalp – ja så er der intet til hinder for at den komme med på den måde. Tværtimod vil den stå klar, hver gang man tager overtøj på og gør sig klar til at drage af sted, for den er klog og snu og ved godt, hvordan den skal dreje en om sin lille pote for at komme med – det er som om den tænker; ”hvem kan modstå mig, når jeg bruger mit gavtyveagtige blik”…

Selv om Yorkshire terrieren er en lille hund, er det dog meget vigtigt, at man opdrager den. Ellers vil den hurtigt kunne tage magten i familien og blive til et lille gøende eksemplar, hvis ikke den får sin vilje. Man må fra starten sætte nogle grænser – Yorkien er jo ikke terrier for ingenting, så den vil helt sikkert prøve grænser af med dig.

Hvor meget motion/aktivering kræver en Yorkshire terrier?

Yorkshire terrieren kræver ikke mange timers daglig motion, men den holder rigtig meget af gåture – og den kan sagtens holde til en god lang tur, hvis bare den er trænet op til det, men ellers holder den lige så meget af flere små ture i løbet af dagen. Den tilpasser sig fint familiens rytme – også i den retning.

Da Yorkien ingen underuld har, vil den være glad for et lille dækken, der går godt ned omkring maven, når den skal ud på en rigtig kold vinterdag, særlig hvis der er tale om en tur af længere varighed.

Hvordan aktiverer man bedst en Yorkshire terrier udover gåture?

Yorkshire terrieren holder utrolig meget af at dyrke agility, og den er faktisk rigtig god til det. Lydighed og/eller spor er en anden rigtig god aktivitet for hunden – prøv f.eks. at sprede lidt af dagens foderration ud på græsset. Yorkien vil elske det!

Ellers kan man tage sin Yorkshire terrier med i hundesvømmehallen – det er den helt vild med og samtidig giver det en rigtig god styrkelse af musklerne og forbrænder kalorier på en sund og naturlig måde.

Yorkien holder også af at lave tricks og sjove små ting. Kun fantasien sætter grænser for udfoldelsen. Der findes også specielle hundepuslespil, som Yorkien vil kunne have glæde af.

Jo mere man aktiverer sin Yorkshire terrier, jo gladere og mere tilfreds en lille hund får man, for den elsker at bruge hovedet, og den er faktisk utrolig klog, kvik og lærenem. Så giv Yorkien nogle udfordringer og lær den nogle sjove ting – den holder så meget af det og den fortjener det.

Er der pelspleje eller lignende man bør være opmærksom på?

En Yorkshire terrier kræver en del pelspleje. Pelsen bliver ved at vokse hele livet og man må gøre op med sig selv, om man har tid til at vaske, føntørre, børste og frisere hunden tit nok til, at Yorkien kan leve et godt liv uden filterknuder. Disse har særlig en tendens til at opstå under maven og ved benene, hvis ikke man er påpasselig og får redt dem ud. Man bør hver dag frisere hunden med en god børste.

Et bad hver 8-10. dag er et must, når man har en Yorkshire terrier. Jævnlig vask er med til, at pelsplejen bliver meget lettere at håndtere. Husk i øvrigt altid før badning at rede pelsen fuldstændig igennem – det forhindrer, at pelsen kommer til at ligne en såkaldt ”kogt uldsok”, hvor det hele er filtret sammen og umuligt at rede ud.

Mange vælger at få klippet deres Yorkie ned i en rigtig sød hvalpeklip, og det kan være en rigtig god løsning, hvis det kniber med at håndtere den lange pels i det daglige.

Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en Yorkshire terrier?


Yorkshire terrier og allergi

Racen er såkaldt allergivenlig, da den ingen underuld har og ikke fælder. Derfor er der mange mennesker, der ellers lider af allergi, der kan tåle at have en Yorkshire terrier i huset.

Yorkshire terrier og patella luxation
Yorkien skal, i hvert fald inden den må bruges til avl i DKK og KSS, tjekkes for patella luxation (PL) – knæskalsforvridning.
Minimum den ene af forældrene skal være fri, altså have status 0/0 og den anden må max have en grad 1/1, ellers kan hvalpene ikke stambogføres i Dansk Kennel Klub. Som medlem af DKK kan man altid bruge HUNDEWEB og der se PL resultaterne på forældrene og flere generationer tilbage, og ellers kan man naturligvis også bede om at få lov til at se en dyrlægeattest, når man er på besøg hos opdrætteren for at se på hvalpene – enhver med respekt for sig selv og sit opdræt vil vise attesten frem. Hvis ikke så bør man overveje, om det er der man skal købe hvalp.

Yorkshire terrier og tænder
Tænderne er en af de ting, man skal være meget omhyggelig og påpasselig med hos en Yorkshire terrier.
Når Yorkiehvalpen påbegynder sit tandskifte fra mælketænder til blivende tænder, så bør hunden komme til dyrlægen, da der tit er tænder, der ikke af sig selv kan falde ud. I så fald må hunden i narkose og have disse fjernet, så de blivende tænder kan komme op. Racen er kendt for at danne en del tandsten, men man kan selv holde det nede ved at børste tænder på den jævnligt og ved f.eks. dagligt at give den en rå gulerod at gnave i. Det holder Yorkien meget af, og det er supergodt for tænderne. Ellers skal man regne med, at den skal til dyrlægen ca. hvert år til tandrensning.

Valg af Yorkiehvalp
Når man er ude og kigge sig om efter en Yorkiehvalp, bør man se sig for og brug sin sunde fornuft.
Kig efter hvordan hvalpene opfører sig, er de tillidsfulde, virker de glade, sunde og raske – virker det som om, de dagligt er i hænder/har kontakt med opdrætteren og andre mennesker, eller virker de sky og bange. De bør være fulde af gå på mod og virke nysgerrige – og moderen skal som minimum være til stede.
Alle hvalpe er søde og kære, og man falder naturligvis for dem alle, men gør dig selv en tjeneste og vær kritisk – det betaler sig i det lange løb.
Det er altid en god ide at tage rundt og se flere forskellige hvalpekuld. En Yorkie er ikke ”bare” en Yorkie – de har hver især deres helt egen personlighed og udseende. Det vil du også opdage, hvis du tager på hundeudstilling og kigger på de forskellige typer Yorkshire terrier. En udstilling er også altid et godt sted at få kontakt til opdrætterne af racen – de har måske hvalpe eller venter nogle på et senere tidspunkt.

Yorkshire terrier og børn
En Yorkshire terrier må naturligvis ALDRIG være et stykke legetøj for børn. Det gælder selvfølgelig for alle dyr. Dyret skal vises respekt og børnene må lære, at Yorkien har ”helle”, når den f.eks. lægger sig i sin kurv, spiser sin mad eller andet hvor den vil/bør have lov til at være i fred.
Børnene skal lære at sætte sig på gulvet, når de vil lege/kæle med hunden, ikke at løbe efter hunden, og ikke at bære rundt på den, ligesom børn naturligvis ikke må hive/trække den i pels, hale og ører.
Hvis dette overholdes og børnene er gode ved hunden, er Yorkien rigtig god til børn i alle aldre – i gamle dage var der nok mange, der mente, at den var for lille til helt små børn, men nu hvor man har fået ”lidt mere krop” på Yorkien, ja så kan små børn og Yorkies sagtens have rigtig meget glæde af hinanden.
Yorkien kan hjælpe med at ”kalde på mor”, hvis den lille græder og man ikke lige hører det osv. osv. De er supergode som ”vagthunde” og helt sikkert gode legekammerater for de lidt større børn.
Dog må man ALDRIG lade hunde og børn være alene – men det gælder for alle hunderacer. Børn tænker på en anden måde, og tænker naturligvis ikke altid lige over konsekvenserne af deres handlinger og pludselige bevægelser, så ALTID UNDER OPSYN – men så går det også bare fint med Yorkies og børn.

Yorkshire terrier og andre hunde
Med hensyn til mødet med andre hunde kommer det meget an på, hvordan man selv er, og hvordan man har opdraget sin Yorkie fra starten. Man bør ikke pylre om den og bære den omkring på armen, selv om den nok vil nyde det, men det giver IKKE hunden selvtillid. Tværtimod vil den gø af alt og alle og være nervøs, når den møder andre.
Det er altid en god ide at gå til hvalpemotivation eller andet, hvor hunden kan mødes med andre, men naturligvis bør Yokshire terrieren ikke lege helt vilde lege med de største på holdet. Det kan den slet ikke holde til – det er jo trods alt en lille hund, selv om den tror, at den er stor og har et kæmpe ego. Men ”lige børn leger som bekendt bedst”, så find nogle hundevenner i passende størrelser – eller endnu bedre – anskaf minimum et par Yorkies – de har bare SÅ meget glæde af hinanden i det daglige. Og husk ordsproget ”Yorkies er som chips, man kan ikke nøjes med en…”.

Anskaffelse af Yorkshire terrier
Hvis man overvejer at købe en Yorkshire terrier, må man starte med at spørge sig selv, om man har den fornødne tid til at have hund i de måske næste 12-16 år. Kan man byde hunden et godt liv? Det kræver også en del penge at holde hund; dyrlægeregninger, forsikringer osv. Men er man sikker på, at man stadig ønsker sig en Yorkie, så tag kontakt til de forskellige opdrættere, der har hvalpe – man kan f.eks. finde dem på DKK’s Hundeweb gå til ”køb af hvalp” og brug rullemenuen til at finde Yorkshire terrier. 
Specialklubben KSS er også en rigtig god mulighed at søge efter hvalp på. Her kan man også læse mere om selve racen, og det er i øvrigt Danmarks eneste specialklub for Yorkshire terrier.

Foto: venligst udlånt af Lene Johansen

Tags til indlægget

,

Skriv en kommentar!

Kommentér endelig indlæggene. Før du gør dette, bedes du dog læse retningslinjerne:

  1. Kommentarerne skal have relevans for indlægget
  2. Kommentarerne må ikke indeholde reklame. Til gengæld er du velkommen til at kontakte Hunde Nyheder via konktaktformularen, hvis du har forslag til indhold
  3. Hold en god tone overfor den eller det, der bliver omtalt. Kommentarer må ikke indeholde krænkende, nedladende eller diskriminerende sprogbrug

Vil du have et billede af din hund ved siden af kommentaren? Så opret en bruger på Gravatar.