Hjem » Hunderacer

Raceportræt: Volpino Italiano

Skrevet af den 14. oktober 2011 – 11:446 Kommentarer

Volpino ItalianoPia Kristiansen, racerepræsentatnt for Volpino Italiano samt indehaver af Kennel Bella Volpino’s, har været venlig at besvare nedenstående spørgsmål om Volpino Italiano, der danner baggrund for vores raceportræt.

Pia købte sin første Volpino han i Sverige i 2007. Han var egentlig ”bare” tænkt som familiehund, men efter en enkelt hundeudstilling blev familien bidt af udstillingsverdenen og mange flere udstillinger fulgte. Pia fik lyst til også at prøve kræfter med opdræt, så hun købte i første omgang en tæve.

I dag er hundefamilien udvidet til en lille flok hunde med både hanner og tæver, og Pia tager fortsat meget ofte på hundeudstilling. Også familiens store datter har fået interesse for hunde, så hun tager ofte med på udstillingerne, og i Spidshundeklubben går hun med familiens egne hunde i parklasse og med en ”lånehund” i seniorhandling.

Pia har desuden tager DKK’s opdrætteruddannelse og er udover at være racerepræsentant for Volpino Italiano også blevet den danske repræsentant i et nyt verdensomspændende Volpino samarbejde.

Hvad kendetegner en Volpino Italiano?

Volpinoen blev i det gamle Italien brugt som alarmhund, og det er den! Den skal fra helt lille opdrages til, at det er OK at gø, men begrænset, og det kan også sagtens lade sig gøre. Volpinoen er ellers en meget kærlig hund, der knytter sig meget til sin familie og følger en overalt.

Hvor meget motion/aktivering kræver en Volpino Italiano?

Volpinoen har ikke det helt store motionsbehov, men den elsker at være ude både sommer og vinter, så hvis man ikke har adgang til have, anbefaler jeg, at man lufter den oftere, så den kan få en god portion luft.

Hvordan aktiverer man bedst en Volpino Italiano udover gåture?

Volpinoen er meget alsidig og også utrolig lærenem, så den kan bruges til meget forskelligt. Rally lydighed og agility er den meget glad for, men jeg har også haft Volpino, der var vildt god til at gå spor.

Er der pelspleje eller lign., man bør være opmærksom på?

Volpinoens pels er hvid og halvlang. Den skal ikke klippes eller trimmes. Det eneste man skal huske, er hårene mellem trædepuderne, og det er bare en vane at klippe det, hver gang man klipper negle (ca. 1 gang i måneden). Hvis ikke man udstiller sin Volpino, er en vask faktisk ikke nødvendig – hunden kan nøjes med max en vask om året. Den hvide pels bliver hurtig tør og ren, selv efter en tur i våd jord eller beskidt sne.

Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en Volpino Italiano?

En Volpino Italiano er en nem hund, og også en god førstegangs hund. Man skal bare være sikker på, at man vil bruge den tid, det tager i den tidlige opdragelse/træning, så man får den lært, at det er OK at gø, når der kommer nogen, men at den hurtigt stopper igen. Der findes ikke så mange Volpinoer, ca. 600 individer på verdensplan, så du bør kun købe med stamtavle – ellers kan du ikke være sikker på, at din hund er ægte Volpino Italiano.

Mere information om Volpino Italiano

Besøg Spidshundeklubbens hjemmesiden http://www.spidshundeklubben.dk/ hvis du ønsker at læse mere om Volpino Italiano.

Foto: Venligst udlånt af Pia Kristiansen

Tags til indlægget

,

6 Kommentarer »

  • Villy Skarrup siger:

    Hvorfor står der ikke hvad det verdensomspændende samarbejde er? Det er da lidt underligt syntes jeg. Jeg ville gerne have et link til det da jeg overvejer at købe en volpino til min kone til at bruge til udstilling så den skal være fin.

  • Villy Skarrup siger:

    Glemt at sige at jeg syntes “raceportrættet” er mere en reklame for en enkelt kennel end et portræt at racen som sådan. Hvorfor er der ingen henvisninger til andre danske opdrættere når der er direkte link til dem her?

  • admin siger:

    Kære Villy,

    Tak for din kommentar :-)

    Jeg er ked af at høre, at raceportrættet ikke lever op til dine forventninger.

    Her på hundenyheder.dk har vi valgt at lave raceportrætterne som spørgsmål/svar for at gøre det lidt anderledes end størstedelen af de raceportrætter, der i øvrigt findes rundt om på nettet. Vi synes i den forbindelse, at det er naturligt at præsentere den, der har skrevet svarene, så læserne på den måde kan få et indblik i, hvem personen bag svarene er – og i forlængelse heraf har vi valgt også at linke til vedkommendes kennel/hjemmeside. Vi vil i samme åndedrag gerne understrege, at ingen af dem der har hjulpet os med raceportrætter selv har bedt om links til deres kennel/hjemmeside – det er noget, vi har valgt at gøre helt frivilligt, som en lille tak for hjælpen med besvarelsen af spørgsmålene.

    Mht. det verdensomspændende samarbejde så vil jeg med det samme undersøge, om de på nuværende tidspunkt har fået en hjemmeside op at stå – og såfremt det er tilfældet, skriver jeg linket herunder.

    Mange venlige hilsener fra Line, Hunde Nyheder

  • admin siger:

    Kære Villy,

    Så har jeg motaget yderligere information om det verdensomspændende Volpino samarbejde:

    Samarbejdet går under navnet UMAVI (Unione Mondiale Associazioni Volpino Italiano – på engelsk: World Union between the Clubs of the Volpino Italiano).

    D. 16. september 2011 blev der holdt dét, vi, på dansk, nok vil kalde en stiftende generalforsamling.

    Det er et samarbejde klubberne i mellem, og i Danmark hvor der ikke er en reel Volpino klub, er Pia Kristiansen blevet repræsentant. Det bliver ikke en hjemmeside med information om opdrættere, hvor man kan gå ind og finde sin kommende hvalp.

    Når du skal i gang med at finde en egnet hvalp til din kone, kan du i stedet benytte dig af bruge DKK’s eller Spidshundeklubbens opdrætterlister og hvalpelister – eller alternativt (hvis du ønsker en hund fra udlandet) benytte Google til at finde frem til udenlandske klubber/opdrættere.

    Mange venlige hilsener fra Line, Hunde Nyheder

  • Jeg vil gerne lige komme med et par rettelser til dette ”raceportræt” :-)
    Der findes ikke kun 600 Volpinoer på verdensplan. Da ovenstående artikel blev lagt på nettet var antallet som min. det dobbelte inden for FCI – og antallet er steget siden. Der bliver registret mange Volpino hvalpe i bl.a. Italien og Finland hvert år. Hvor mange der er på verdensplan er dog lidt svært at overskue da der også findes et rimeligt omfattende ”opdræt” af Volpinoer uden for FCI. Der er stadig Italienske bønder der plejer rene linier, bl.a. af den røde variant + der er avlsarbejde i England der ikke er FCI registreret (på nuværende tidspunkt). Men sikkert er det, at der stadig er tale om en meget sjælden hunderace!
    Specielt den røde variant – eller for den sags skyld alle andre farver end hvid. Det skal nemlig også påpeges, at udtalelsen i artiklen om, at Volpinoens pels er hvid, kun er delvist korrekt. Den KAN være hvid. Men den kan også være rød, champagne, brun, sort, grå… eller stort set en hvilken som helst farve en pels kan have, samt alle variationer af pletter og tegninger på enten hvid eller rød baggrund.
    Det er dog kun Volpinoer i hvid, rød og champagne der på nuværende tidspunkt er godkendt til udstilling. Alle farver ved siden af den røde, den hvide og den champagne er at betragte som fejl. Det betyder dog ikke, at varianterne ikke findes. Den champagne er, om end tilladt, ikke så ønskeligt som rød og hvid. Men den røde er lige så korrekt – og lige så ønskeligt – som den hvide. Da jeg sidst oversatte den Italienske standard til dansk for DKK ønskede den Italienske kennelklub, som naturligvis er den standardgivende klub, at understrege de tilladte farver for at adskille racen fra de øvrige små spidshunderacer der gennem tiden er ”bygget ovenpå” den oprindelige Volpino. Men tidligere har der blandt andet været, ikke helt ualmindeligt, Volpinoer i sort. I Dag er de dog utroligt sjældne. I racens hjemland, Italien, bliver der født en del hvalpe i farver – og italienske fans af den mere historisk-typiske Volpino foretrækker dem ofte i rød. Der er også et, relativt, større avlsarbejde på bl.a. røde Volpinoer i England. Disse dog uden for FCI. Der er såmænd også opdrættet Volpinoer i farver her i Danmark. Både sort, grå, rød, champagne og plettet i alle nævnte farvevarianter – vel at mærke inden for FCI/Dansk Kennel Klub. Yderligere kan nævnes, at der i skrivende stund findes 4 røde FCI registrerede Volpinoer her i landet.

    De bedste hilsner
    Kennel Hedehuset

  • admin siger:

    Kære Kennel Hedehuset,

    Tak for dine kommentarer – det er altid spændende at lære nyt (og mere) om alle verdens hunderacer. Derfor er vi også kun glade, hvis folk har supplerende information og vælger at bruge tid på at skrive en kommentar, så tak for det :-)

    Mange venlige hilsener fra Line, Hunde Nyheder.

Skriv en kommentar!

Kommentér endelig indlæggene. Før du gør dette, bedes du dog læse retningslinjerne:

  1. Kommentarerne skal have relevans for indlægget
  2. Kommentarerne må ikke indeholde reklame. Til gengæld er du velkommen til at kontakte Hunde Nyheder via konktaktformularen, hvis du har forslag til indhold
  3. Hold en god tone overfor den eller det, der bliver omtalt. Kommentarer må ikke indeholde krænkende, nedladende eller diskriminerende sprogbrug

Vil du have et billede af din hund ved siden af kommentaren? Så opret en bruger på Gravatar.