Raceportræt: Ruhåret Vizsla
Nanna Brændgaard har besvaret de fem nedenstående spørgsmål, der tilsammen danner raceportrættet af ruhåret vizsla.
Nanna har haft vizsla i 35 år! De første 21 år korthåret vizsla, og i de sidste 14 år ruhåret vizsla. Interessen for vizsla kom for ca. 42 år siden, da Nanna så dem på udstilling i Holland, og så var hun solgt!
Nannas hunde bliver brugt til jagt og hun opdrætter ruhåret vizsla under kennelnavnet Kennel Humlekrogen.
Hvad kendetegner en ruhåret vizsla?
Den ruhårede vizsla er en kærlig familiehund og en god jagthund.
Det er jagthunden, man altid er sikker på at have med hjem fra jagt, for det skal den nok selv sørge for.
Det værste der kan ske for en vizsla er, hvis den bliver væk fra sin ejer. Amerikanerne kalder sågar den ruhårede vizsla for en velcrohund, men den har ingen problemer med at være alene hjemme. Det er ikke en vagthund, men den siger til, når der kommer nogen
Hvor meget motion/aktivering kræver en ruhåret vizsla?
Den ruhårede vizsla vil gerne ud at løbe frit og få lov at bruge sin næse, men den er meget let at gøre lydig.
Hvordan aktiverer man bedst en ruhåret vizsla udover gåture?
Den ruhårede vizsla kan bruges til de fleste aktiviteter, f.eks. apportering, spor, agility, men også lydighed til konkurrence. I andre lande bliver vizslaen bl.a. brugt som redningshund.
Er der pelspleje eller lign., man bør være opmærksom på?
Nogle af de ruhårede vizslaer skal trimmes, men ellers er der ikke det store arbejde. Den kræver blot en kam engang imellem.
Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en ruhåret vizsla?
Det er vigtigt at vide, at den ruhårede vizsla kke tåler hård behandling. Det er en meget lærenem hund, hvis det bliver gjort på en positiv måde.
Vizslaen trives godt med såvel børn som andre hunde.
Fotos: Venligst udlånt af Nanna Brændgaard



