Hjem » Hunderacer

Raceportræt: Hvid Schweizisk Hyrdehund

Skrevet af den 19. december 2011 – 08:53Ingen Kommentarer

Hvid Schweizisk HyrdehundHenriette Thomsen, racerepræsentant for Hvid Schweizisk Hyrdehund under KHKG samt indehaver af  Kennel Made-To-Measure,  har været så venlig at besvare de 5 spørgsmål, der danner baggrund for raceportrættet af Hvid Schweizisk Hyrdehund.

Henriette har haft Hvide Schweiziske Hyrdehunde siden 2002. Hun fik kennelmærke i 2005, har gennemgået DKK`s opdrætteruddannelse og har et opdræt af disse dejlige hunde.

Henriette er aktiv udstiller og træner også DKK lydighed og rally med sine hunde.

Hvad kendetegner en Hvid Schweizisk Hyrdehund?

Den Hvide Schweiziske Hyrdehund har et livligt og afbalanceret temperament og nyder aktivitet. De er venlige og diskrete og har en høj social kompetence og er hengiven over for deres ejer og familie. Det er en glad hund, som har let til at lære, og de nyder at arbejde med alle former for hundesport. De har stor kapacitet til all round træning og uddannelse og de bliver ofte brugt til alle former for lydighed, sporarbejde og redningshundetjeneste.

Af udseende er det en kraftfuld og godt muskuløs hyrdehund af middelstørrelse, med opretstående ører og middellang til lang dobbelt pels. Bygningen er langstrakt, med middelkraftige knogler og en elegant, harmonisk skikkelse. Pelsen er hvid og øjnene er brune. Øjenrande, læber og poter er sorte.

Størrelse på hanner: Højde 58-66 cm, vægt 30-40 kg
Størrelse på tæver: Højde 53- 61 cm, vægt 25-35 kg.

Hvor meget motion/aktivering kræver en Hvid Schweizisk Hyrdehund?

Hvor meget en Hvid Schweizisk Hyrdehund kræver af motion, er forskelligt fra hund til hund. Når man vælger hvalp, bør man sammen med opdrætteren finde den hvalp, der passer til ens eget aktivitetsniveau. Når dette er sagt, vil jeg mene, at den kræver et par gode gåture om dagen og en ”omgang” aktivering, som enten kan bestå af træning, ”for sjov øvelser”, mad finde lege” eller svømning.

Hvordan aktiverer man bedst en Hvid Schweizisk Hyrdehund udover gåture?

Den Hvide Schweiziske Hyrdehund elsker at arbejde og være sammen med sin ejer. Så det ejeren synes er sjovt at beskæftige sig med, vil den hvide også elske. Hvis ejeren ikke er til brugshundearbejde eller anden form for ”almindelig” lydighed, kan alle former for aktiveringslegetøj/ spil og ”for sjov øvelser” som cirkustricks være en rigtig god måde at få aktiveret sin Hvide Schweiziske Hyrdehund på.

Som alle hyrdehunde bør man undgå at spille bold, kaste frisbee eller kaste med pind med sin hyrdehund. Denne form for leg stresser hunden unødigt, og denne form for stress tager 3-5 dage for hunde at få ud af kroppen. Ofte kan denne form for leg føre til hunde, der er så stressede, at de ikke slapper af om aftenen, eller den kan ved at uheld komme til at bide i hænderne i dens iver for at ”lege”.  Ved brug af bold bør man være erfaren hundefører, som kun bruger dette som belønning ved hundetræning.

Er der pelspleje eller lign. man bør være opmærksom på?

Selv om de hvide har mellemlangt til langt pels, er pelsplejen minimal. Der kan være lidt pels ved ørerne, som man bør holde øje med, når de er hvalpe - denne hvalpepels forsvinder dog, når hvalpen bliver ældre. Børstning hver 14 dag vil som regel være nok, selv om din hund vil elske at blive børstet oftere. Hvis den bliver beskidt, skal hunden ligge og tørrer lidt og skidtet vil selv drysse af. Hvis den trænger til en vask, kan den med fordel vaskes med en mild hundeshampoo.

Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en Hvid Schweizisk Hyrdehund ?

Nogle steder står der, at Hvid Schweizisk Hyrdehund ikke er for nybegyndere. Jeg mener, at en førstegangshundeejer sagtens kan starte ud med denne race, da den er let til at lære. Den er meget god til at ”læse” sin ejer og virker derfor oftest meget opdraget, uden at den er trænet ret meget. En hvid skal dog socialiseres som hvalp og unghund og der bør den nye ejer lægge et godt stykke arbejde sammen med sin hund. Det er for ejere, der VIL deres hunde og ikke en sofahund, til gengæld vil de gå gennem ild og vand for deres ejer. Selv om det er en aktiv race, har den også temperament til at kunne ligge stille, hvis man er syg, men når man så er rask igen, er den på.

Ved køb af den nye hvalp bør man kigge nøje på forældredyrene – de må ikke være bange eller aggressive uden provokation og sky/reserverede hunde er ikke ønskelige  – heller ikke hos hvalpene.

Mere information om Hvid Schweizisk Hyrdehund

Besøg Hvid Schweizisk Hyrdehunds hjemmeside, hvis du ønsker at læse mere om Hvid Schweizisk Hyrdehund.

Foto: Venligst udlånt af Henriette Thomsen

Tags til indlægget

Skriv en kommentar!

Kommentér endelig indlæggene. Før du gør dette, bedes du dog læse retningslinjerne:

  1. Kommentarerne skal have relevans for indlægget
  2. Kommentarerne må ikke indeholde reklame. Til gengæld er du velkommen til at kontakte Hunde Nyheder via konktaktformularen, hvis du har forslag til indhold
  3. Hold en god tone overfor den eller det, der bliver omtalt. Kommentarer må ikke indeholde krænkende, nedladende eller diskriminerende sprogbrug

Vil du have et billede af din hund ved siden af kommentaren? Så opret en bruger på Gravatar.