Raceportræt: Landseer
Vibeke Enemark fra kennel Landseergården har været så venlig at hjælpe os med raceportrættet af Landseeren; ”den blide kæmpe”.
Vibeke fik sin første landseer for 9 år siden. Hun er uddannet lydighedstræner, har taget Dansk Kennel Klubs opdrætterkursus og været racerepræsentant for Landseeren siden 2008.
Det betyder meget for Vibeke at bevare racen sund og naturlig, samt at udbrede kendskabet til Landseerne på udstillingerne.
Hvad kendetegner en Landseer?
Landseeren er en udpræget blid og kærlig hund, der egner sig rigtig godt som familiehund. Med sit tålmodige sind er den fantastisk sammen med børn.
Der er meget lidt jagtinstinkt i Landseeren, så det er ikke en hund, der strejfer. Den gør sjældent, men kommer der ubudne gæster, skal dens meget dybe røst nok holde de fleste væk.
Det er en sund race, der ikke er plaget af racespecifikke sygdomme, og de bliver ofte omkring 12 år, hvilket er meget i forhold til andre hunde af gigantracerne. En Landseer skal have stramme læber så den ikke savler.
Hvor meget motion/aktivering kræver en Landseer?
Landseeren er ikke voldsomt motionskrævende, men i forhold til andre hunde af samme størrelse er den mere aktiv. De elsker at være med i alle familiens gøremål, og vil gerne have små opgaver med f.eks. at bære ting.
Hvordan aktiverer man bedst en Landseer udover gåture?
Landseeren egner sig til lydighedstræning og f.eks. Rally-O. De elsker vand og har svømmehud mellem tæerne, så svømning og vandredningsarbejde er skabt for dem.
Det er en hund, der er nem at arbejde med, da den gør alt for at samarbejde, hvis bare det foregår ved positiv forstærkning, og ikke med straf og skæld ud.
Er der pelspleje eller lign., man bør være opmærksom på?
Pelsen er nem at holde og en god børstning hver 14. dag er nok. I fældeperioder lidt oftere.
Skulle man have lyst til at gå på udstilling med sin Landseer, så kræver det kun et bad og en gennembørstning. Som det eneste kan pelsen på poterne studses, så man bedre kan se poternes facon.
Har du nogle gode råd til folk, der overvejer at anskaffe sig en Landseer?
Som ejer af en Landseer er det et must som minimum at gennemføre et hvalpekursus. Man skal huske på, at lige meget hvor kærlig hunden er, så er der meget store kræfter bag specielt en han, der kan komme op på 70 – 80 kg. Og så skal man have god tid til at kæle og nusse, som er Landseerens yndlingsbeskæftigelse.
Mere information om Landseeren
Hvis du ønsker at læse mere om racen, kan du besøge: http://www.landseer.dk
Foto: Venligst udlånt af Vibeke Enemark




Jeg synes at du fortier motions behovet for racen. Den skal i aller højeste grad have det dækket ind ved gåtur, cyklen eller andet hvor den skal bevæge hele kroppen. Da svær overvægt er meget kendt hos racen. En del sygdomme lund undgås hvis disse behov blev opfyldt. Og der er ingen hunde der er født børnevenlige, men afhænger af hvilke erfaringer de har med børn:)