Myter holder liv i lopperne
Der findes en lang række myter omkring lopper og loppebekæmpelse, og i værste fald står disse i vejen for en effektiv bekæmpelse af de små kryb. Læs her hvad Danmarks førende loppebekæmpelsesekspert har at sige til de forskellige myter…
Lopper trives pga. myter og misforståelser
Frontline, der er markedslederen inden for loppebekæmpelsesmidler i Danmark, oplever oftere og oftere fejlbehandling, misforståelser og myter omkring lopper og loppebekæmpelse. Frontlines nordiske produktchef, Martin Sciuto, er ikke i tvivl om, hvad det betyder for udbredelsen af lopper: ”De har aldrig haft det bedre”.
Loppehotline
Martin Sciuto uddyber videre ”Lopper trives, og det er ikke, fordi der mangler effektive loppebekæmpelsesmidler på markedet. Der er en række decideret forkerte opfattelser hos nogle hundeejere, som bl.a. omfatter, hvordan man behandler korrekt. Derfor oprettede vi for noget tid siden en hotline, hvor hundeejere kan ringe ind og få gode råd og blive instrueret i, hvordan man får bugt med lopperne”.
Loppehotlinen har nu eksisteret i et par år og betjenes af tre medarbejdere, der har været ganske flittige ved røret og har høstet gode erfaringer med at hjælpe de danske hundeejere over telefonen. Problemet er dog endnu ikke fuldstændigt løst.
Lopper udvikler næppe resistens
Kim Søholt Larsen fra KSL Consulting, Ph.D. og biolog med speciale i lopper, oplever, at nogle hundeejere tror, at lopper udvikler resistens over for nogle behandlingsprodukter, men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis.
”Jeg har lavet en undersøgelse, som viser, at når hunde- og katteejere oplever ikke at få bugt med lopperne skyldes det oftest, at de ikke har fulgt behandlingsvejledningen for loppemidlet. De tolker det fejlagtigt, som om lopperne har udviklet resistens,” forklarer Kim Søholt Larsen.
Gentag loppebehandlingen
Som hundeejer oplever man nogle gange, at bedst som man troede, lopperne var udryddet, vender de tilbage på ny. Dét har Kim Søholt Larsen en god forklaring på:
”Når man finder lopper på sin hund eller kat, skal man huske på, at loppeangrebet kan have været i gang i et stykke tid. Derfor kan der findes lopper mange andre steder end på hunden som eksempelvis i tæpper og revner i gulve. I sådan et tilfælde vil det med én månedlig behandling tage et stykke tid, måske to-tre måneder, før alle lopperne er bekæmpet,” udtaler Kim Søholt Larsen.
Løg og hvidløg hjælper ikke
Løg, hvidløg og ultralyd benyttes nogle gange som alternativ behandling af lopper, men Kim Søholt Larsen afviser disse mere eksotiske behandlingsformer:
”Man kan ikke fodre sig ud af loppeproblemerne med løg og hvidløg. Det eneste, der virker effektivt, er et godkendt loppemiddel. Jeg har sågar mødt hundeejere, der tror, at man kan undgå lopper ved ultralyd. Der er heller intet, der tyder på, at dét virker,” fastslår Kim Søholt Larsen.
Foto: ©iStockphoto.com/Charles Mann



