Mere motion til hundeejere
En undersøgelse fra Michigan State University i USA viser, at hundeejere dyrker mere motion end ikke-hundeejere.
Hundeejere er 34 % mere aktive
Undersøgelsen viser, at hundeejere er hele 34 % mere aktive end folk, der ikke har hund. Hundeejerne går således sammenlagt en time mere om ugen end folk, der ikke har hund, men derudover er hundeejere generelt mere aktive, når det kommer til andre motionsformer.
Hvalpe og større racer bliver luftet mest
Undersøgelsen viser endvidere, at hunde på 1 år og derunder samt større racer (over 20 kg.) bliver luftet oftere end ældre hunde og mindre racer. Undersøgelsen afslører desuden, at kun 2/3 af hundeejerne går regelmæssigt med deres hund, at midaldrende personer har mindst tid til at lufte hunden, mens yngre og ældre personer har mere tid tilovers.
Hundes positive indvirken på helbreddet
Set fra hundeejerens synspunkt kan dét at have hund således føre flere positive ting med sig; f.eks. kan man have lettere ved at opnå Sundhedsstyrelsens anbefalinger med 30 minutters motion dagligt, ligesom andre undersøgelser tidligere har vist, at dét at have hund generelt har en positiv effekt på menneskers livskvalitet.
Hundeejere har et ansvar
Det er dog vigtigt at understrege, at der også følger et stort ansvar med, når man vælger at blive hundeejer. Ovenstående undersøgelse kan således med lidt god vilje tolkes som om, at folk taber interessen for hunden over tid, siden de yngre hunde får mest motion og hele 1/3 af hundeejerne tilsyneladende ikke lufter hunden regelmæssigt (historien melder så ikke noget om, hvorvidt de har andre til dette eller om der er tale om hunde, der lever i hundegård).
Før man vælger at anskaffe sig en hund, er det derfor vigtigt, at man gør sig klart, at der er tale om et levende væsen, der har nogle behov, der skal opfyldes i mange år fremover. Derudover bør man gøre sig selv, og ikke mindst hunden, den tjeneste at undersøge den enkelte races behov nøje, så man kan tilbyde hunden dét, den har krav på.
Kilde: Michigan State University
Foto: ©iStockphoto.com/PK-Photos



