Må man skyde andres dyr, hvis de befinder sig på ens egen grund?
Ja, siger loven, men Dyrenes Beskyttelse mener den er forældet og vil nu kontakte fødevareminister Mette Gjerskov med henblik på en lovændring.
Er det OK at skyde andres dyr?
En forsidehistorie i flere af landets største medier har skabt stor debat i dag. Kort fortalt drejer det sig om den 10 år gamle labrador retriever Balder, der er blevet skudt af naboen, idet den befandt sig på hans grund. Naboen har loven på sin side og har (ifølge medierne) flere gange kontaktet både sin nabo og politiet om problemet med den omstrejfende labrador.
Dyrenes Beskyttelse: Lov om Mark- og vejfred er grotesk
Sagen har også fået Dyrenes Beskyttelse op af stolen, og de mener, at Lov om Mark- og vejfred, der blev vedtaget for 140 år siden, i 1872, er forældet og skal ændres.
”Det er helt grotesk, at man i dag kan skyde naboens kat eller hund, fordi de går i ens have. I Dyrenes Beskyttelse mener vi ikke, at man bare kan skyde en sund, rask og god kat eller hund, blot fordi den er generende”, udtaler direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis og fortsætter ”Hvis der er tale om aggressive hunde, der angriber mennesker, så er det en helt anden snak og en helt anden lovgivning. Men her taler vi om kæledyr, der bliver skudt, fordi de er på en andens grund, uden at være til skade for andre,” siger Britta Riis.
Forslag om lovændring
Dyrenes Beskyttelse medgiver, at det er ejeren af dyret, der har ansvaret for, at dyret ikke strejfer omkring til irritation og skade for andre, men mener stadig, at der er et langt stykke vej derfra og til at skyde andres dyr. De vil derfor skrive et brev til fødevareminister Mette Gjerskov og foreslå en lovændring, således at det ikke længere er lovligt at skyde uskyldige dyr. I stedet skal folk, der ikke har styr på deres dyr, først modtage et påbud, derefter en bøde og som sidste udvej få tvangsfjernet deres dyr.
Britta Riis forklarer, at man på den måde tilgodeser alle parter ”Man har som klager fortsat mulighed for at slippe for dyret, ejeren bliver straffet for ikke at have styr på sit dyr, og dyret, som jo ikke aner, at det er til gene, får lov til at leve”.
Hvad mener du? Skal loven ændres eller ej? Har politiet overhovedet ressourcer til en ændring som den foreslåede? Deltag i debatten her eller på vores facebook-side.
Foto: Line, Hunde Nyheder



