Hunde nedsætter risikoen for astmatisk bronkitis hos børn
Forskere fra Universitet i California præsenterede i går resultaterne af en ny stor undersøgelse, der formentlig vil vække jubel i en del familier med både hunde og børn.
Hunden – menneskets bedste ven
Præsentationen af resultaterne fandt sted i går på generalforsamlingen hos ’American Society for Microbiology’, og undersøgelsen synes umiddelbart at konkludere, at husstøv fra hjem med hunde beskytter mod infektion af et respiratorisk virus (RSV), der er associeret med almindelig forkølelse og udviklingen af astmatisk bronkitis hos børn.
Hunde kan beskytte mod RSV virus
I forbindelse med undersøgelserne har man valgt at fodre mus med husstøv fra hjem med hunde, og det viste sig, at musene efterfølgende var beskyttede mod RSV virusset. RSV er den hyppigste årsag til alvorlige luftvejsinfektioner hos børn under 2 år. I milde tilfælde kommer symptomerne til udtryk ved hoste og en hvæsende vejrtrækning, mens svære tilfælde af RSV er forbundet med en højere risiko for udviklingen af astmatisk bronkitis.
Musene i undersøgelsen
I undersøgelsen deltog 3 grupper af mus
- Mus, der blev fordret med husstøv fra hunde, inden de blev smittet med RSV
- Mus, der var smittet med RSV, men ikke blev eksponeret for støv
- En kontrolgruppe af mus, der ikke var smittet med RSV
Resultatet var, at musene der blev fodret med husstøv fra hunde ikke udviste symptomer forbundet med luftvejsinfektioner forårsaget af RSV. Disse mus havde desuden en anden bakteriel sammensætning i mavetarmkanalen, der muligvis spiller en rolle i forhold til udviklingen af RSV.
Fremtidsperspektiver
Undersøgelsen er ifølge forskerne det første skridt mod at bestemme identiteten af de mikrobielle arter, der giver beskyttelse mod RSV. Netop identifikationen af de specifikke arter og mekanismer der ligger til grund for den beskyttende effekt er afgørende, f.eks. for udvikling af nye behandlingsformer, og kan måske i sidste ende reducere risikoen for astmatisk bronkitis hos børn.
Kilde: Daily Mail, Examiner.com samt Sundhedsguiden.dk
Billede: Line, hunde Nyheder



