Hjælp med at hjælpe – Efterlysning af stof, sytråd mm.
Måske har du allerede læst Hunde Nyheders artikel fra i mandags, om Grethe Marup der syr dækkener og liggeunderlag til de hjemløses hunde samt til spanske internat-hunde? – ellers kan du læse den her.
Grethe er 72 år gammel og pensioneret sygeplejerske. Hun har indtil nu syet over 1000 dækkener og fortsætter ufortrødent, da hun nyder at sy og godt kan lide at hjælpe hundene til at holde varmen
Den gode julegerning
Julen nærmer sig og det samme gør vinteren og kulden. Hvis du ligger inde med stofrester eller lign., som du alligevel ikke selv skal bruge, kan du gøre en god julegerning og hjælpe Grethe med at hjælpe hundene. Hunde Nyheder har lovet at agere bindeled, så vi har oprettet mailen: syprojekt@hundenyheder.dk Du kan sende os en mail, hvis du har nogle materialer liggende, så vil vi sørge for at formidle kontakten til Grethe.
Materialer, som Grethe har brug for
Grethe har sendt os en lille liste over materialer, hun bruger til dækkenerne og liggeunderlagene. Hun understreger, at det absolut ikke behøver at være nye materialer, så længe de er hele og rene. De materialer, der drejer sig om, er:
- fleece stof/tæpper
- uld-plaider
- vandafvisende stof (badeforhæng, teltdug f.eks.)
- clic-spænder (findes bl.a. på visse tasker)
- Bindebånd
- synåle til symaskine
- sytråd
Vi håber, at nogen af Jer har lyst til at hjælpe, hvis I alligevel har noget stof eller lignende liggende. Vi vil til gengæld følge op med en artikel senere, hvor vi vil vise billeder af nogle af de færdig-producerede dækkener.
På fotoet ovenfor ses Grethes egen Galgo Sweety som dækken-model.
Foto: Venligst udlånt af Grethe Marup



