Hundevæddeløb: DM-guld til Nicandra’s Rub dig Rudi
I søndags, d. 22. august, blev der afholdt DM i hundevæddeløb på Kallerupbanen ved Hedehusene. Kennel Nicandra’s whippets gjorde det strålende på distancen 460 meter og endte med en DM-titel til Nicandra’s Rub dig Rudi samt en 2. og 3.plads til hhv. Nicandra’s Gydde Gys og Nicandra’s hurtig Hike.
Bidt af hundevæddeløb
Nina og Connie fra kennel Nicandra har beskæftiget sig med whippets i 11 år og dyrket hundevæddeløb i 10 år. Deres allerførste whippet hed Lauritz, men snart fulgte flere whippets efter. Som udgangspunkt var det udstillingerne, der trak, men efter et besøg på Kallerupbanen var både hunde og ejere solgt til væddeløbssporten.
Kennel Nicandra’s første kuld
Lauritz og Ingeborg Lammelår blev de stolte forældre til kennelens første kuld, der talte 4 dejlige whippets. Disse 4 hunde lagde starten til væddeløbskarrieren og gjorde det alle rigtig godt. Bl.a. blev Forrygende Fræser “Årets Væddeløbswhippet” i 2 år.
Research i udlandet
Nu var interessen for hundevæddeløb for alvor vakt, og med Connies ekspertise lykkedes det Kennel Nicandra at finde frem til nogle udenlandske kenneler med mange års erfaring i væddeløb. Connie og Nina blev de lykkelige ejere af fire superhurtige hunde fra hhv. Holland og Polen. Ved hjælp af disse hunde har de lavet forskellige kuld igennem årene med det mål at avle hurtige hunde, der udseendemæssigt stadig er smukke og ikke mindst holder sig inden for racestandarden. Det er i alt blevet til 5 kuld på 10 år.
Hundesalonen
Nina og Connie har ligeledes en hundesalon med mottoet ”Salonen hvor vi tager hensyn til hundene, ikke ejerne”. Her bliver der virkelig kræset om de firbenede, og deres behov bliver sat i højsædet. Hundene bliver forkælet med flere pauser i løbet af dagen, masser af forfriskninger og lufteture. Det giver rolige, glade og veltilpasse hunde (samt trimmer og ejere), og de fleste hunde er meget glade for at komme hos Nicandra’s.
Kennelens maskot
Ingen kennel uden en maskot! Hos kennel Nicandra er maskotten (måske overraskende for nogen?) ikke en whippet, men en skøn skye terrier ved navn Punker Puff. Connie har opdrættet skye terrier i mange år, og selvom hun ikke opdrætter dem mere, har de stadig en stor plads i hendes hjerte, så valget som maskot er måske slet ikke så overraskende endda…
Du kan læse mere om Kennel Nicandra her
Foto: DM i hundevæddeløb på Kallerupbanen, fotograf: Finn Skaaning



